:45:25
Jeg blev vraget og sad derhjemme.
:45:28
Skal jeg dø af sult?
Nej. Jeg pudser sko -
:45:31
- jeg samler skrald, jeg sælger kul -
:45:36
- for jeg har en familie at forsørge.
:45:39
Det er jeg ikke flov over at sige.
:45:44
Vi flyttede fra Santa Clara
til Havanna. I Havanna ...
:45:49
Jeg var noget skeptisk -
:45:53
- for i hovedstaden
er der mange pianister, tænkte jeg.
:45:59
Så jeg begyndte
at øve mig alt, hvad jeg kunne.
:46:06
Det viste sig,
at lige ved siden af mit hjem -
:46:11
- boede der en person,
som jeg kom til at kende som Arsenio.
:46:16
Han havde et stort band.
Han hørte mig spille -
:46:21
- men han var blind ...
:46:25
Han var ikke født blind,
men efter en ulykke så han dårligt ...
:46:31
En dag siger Arsenio: "Rubén,
vil du spille med i min gruppe?"
:46:37
Og jeg svarede: "Ja."
:46:40
Hans pianist var rejst.
Han var taget til Europa.
:46:45
Så jeg fik hans plads,
og jeg spillede med Arsenio -
:46:50
- i omkring fire år med stor succes.