1:21:08
Morgenen efter 11. september
tænkte jeg på, -
1:21:11
- hvor ligegyldig
ekspeditionen var blevet.
1:21:15
Den betød simpelthen ikke
så meget længere.
1:21:25
De følelsesmæssige
sammenligninger kom først.
1:21:28
Vi forstod, hvordan det føltes
at være vidne til en tragedie.
1:21:33
Chokket og lammelsen og tvivlen på,
at det utænkelige var sket.
1:21:40
Det sker.
Af og til tager livet styringen.
1:21:47
Men jeg er før blevet slået ud.
Det er vi alle sammen.
1:21:52
Men vi rejser os igen.
1:21:58
Det er det, der gør os store.
1:22:06
Alle var enige
om at fortsætte ekspeditionen.
1:22:09
Efter det første chok -
1:22:12
- var det, som om Titanic igen blev
vigtig. Ikke så meget i sig selv.
1:22:17
Men som symbol på det, der sker,
når advarsler overhøres.
1:22:21
Og på, hvordan vi alle håber at kunne
se døden i øjnene, når den kommer.
1:22:26
Archie Frost var
i maskinrummet den aften.
1:22:30
Han var først i 20'erne -
1:22:33
- og havde samarbejdet
med Thomas Andrews.
1:22:37
Andrews kom ned og sagde:
"Skibet har ikke langt igen."
1:22:44
"Hvis De bliver her, dør De."
1:22:48
Archie Frost svarede: "Vi bliver
så længe, det er nødvendigt."
1:22:53
Disse hverdagens helte passede
maskinerne og generatorerne, -
1:22:58
- skaffede el til telegrafen
og indgød de mange mennesker ro.