:06:01
- Vil du vide det?
- Ja.
:06:03
Du er bøsse.
:06:05
Nej.
:06:14
Det var min skyld,
at hun sad i rullestol.
:06:17
Jeg skubbede hende.
:06:21
Sådan var det.
:06:25
- Hold kæft!
- Det' løgn.
:06:27
- Nej. Det er sandheden.
- Hvorfor?
:06:30
Det var bare et åndssvagt uheld.
:06:33
Af den slags man bliver ved
med at tænke tilbage på, -
:06:36
- og man indser, at det bare var
et åndssvagt, vanvittigt uheld.
:06:39
Hele mit liv var hun deprimeret
uden nogen årsag.
:06:42
Så en dag...
:06:45
Jeg var kun ni år gammel...
:06:47
Jeg hadede hende...
:06:50
Og så skubbede jeg hende.
:06:52
Det var helt uskyldigt.
Jeg var frustreret.
:06:54
Fordi du ikke kunne gøre hende glad?
:06:57
Ja, for helvede!
:06:59
En hvilken som helst anden dag,
ville hun bare have skældt mig ud.
:07:03
Men denne dag.
:07:06
Lige netop denne dag.
:07:09
Var opvaskemaskinens luge gået op.
Låsen var i stykker.
:07:15
Den åbnede bare af sig selv
engang imellem.
:07:17
Den skide lås.
:07:20
Det er utroligt hvor stor en del af mit
liv, der er bestemt af en lille smæklås.
:07:27
Men hun faldt altså over lugen, -
:07:29
- og slog hovedet i køkkenbordet.
Blev lam fra livet og nedad.
:07:36
Vil du stadig sammenligne
forstyrrede familier?
:07:39
Men din mor sad da i rullestol
i lang tid, inden du rejste.
:07:42
Ja. Jeg var kun ni år.
:07:45
De sendte mig i terapi
og gav mig disse piller, -
:07:48
- der skulle "dæmpe min vrede",
og dem har jeg fået lige siden.
:07:53
Da jeg var 16, fandt min
psykiater-far ud af, -
:07:58
- at det nok ikke var det bedste sted
at vokse op, så røg jeg på kostskole.