:19:01
"De smukt dryppende fragmenter,
den skødesløse linje, en for en, -
:19:06
- som jeg kalder dem til mig
eller skåler for dem."
:19:11
"De sande digte, dem,
vi kalder digte, blot billeder."
:19:15
"Digtene om nattens lukkethed
og om mennesker som mig."
:19:19
"Dette digt, dryppende sky og uset,
som jeg og alle mennesker bærer."
:19:24
lkke ringe af Whitman.
Du har da vist fået besøg.
:19:29
- Undskyld. Jeg ville ikke forstyrre.
- Du skal ikke undskylde. Kom herop.
:19:34
Vi kan godt bruge noget andet
end duften af tømmer.
:19:39
- Det er Allison Hamilton.
- Glæder mig.
:19:42
- Allie. I lige måde, mr. Calhoun.
- Mr. Cal... Er jeg en gammel mand?
:19:47
Sig dog Frank.
Kom og sid ned.
:19:51
Så det er Allie. Hun er køn.
Meget kønnere, end du har sagt.
:19:57
- Er det sandt?
- Nej.
:20:00
- Hvad har du der?
- Det er noget til dig.
:20:04
Lad os se.
:20:07
Har du lavet det? Hvor er det smukt.
Der har vi fandeme et maleri.
:20:13
- Jeg ved lige, hvor det kan hænge.
- Sikke et fint digt. Hvad var det?
:20:20
Whitman...
Som lille stammede han skrækkeligt.
:20:25
- Far!
- Det vidste jeg ikke.
:20:28
- Jeg hakkede i det.
- Hvad er forskellen?
:20:31
Han var helt uforståelig, så jeg lod
ham læse digte op. Kønt lød det ikke.
:20:38
- Men hans stammen forsvandt.
- Det var da en god idé.
:20:43
Ufatteligt... Ufatteligt.
:20:45
Jeg holder af Tennyson,
men han kan lide Whitman.
:20:50
- Hvad med lidt morgenmad?
- Far, klokken er ti.
:20:55
Man kan sgu spise pandekager når
som helst. Vil du have morgenmad?