1:42:00
Lad mig blive hos dig.
1:42:11
Stanken.
Jeg er lige ved at brække mig.
1:42:15
Hans blod lugter værre,
end han selv gør.
1:42:18
Og det er overalt.
1:42:20
Men selve udyret er forsvundet.
1:42:25
Vi har ikke mere tid.
1:42:27
Sirener.
Jeg plejede at elske lyden.
1:42:32
Nu mangler jeg blot at finde
et sted for natten.
1:42:35
Få Nancy til at falde ned og finde
ud af, hvad pokker jeg nu skal gøre.
1:42:38
Stanken. Den hænger ved
hele vejen til motellet.
1:42:43
Jeg tog til din lejlighed.
Dine vinduer stod på vid gab.
1:42:47
Værelserne så tomme ud. Derfor
troede jeg, du var blevet bortført.
1:42:51
Mine vinduer? Indbrud igen?
Det er tredje gang i år.
1:42:55
Jeg lovede mig selv, at hvis vi mødtes,
ville jeg vise dig, at jeg var stærk.
1:42:59
Og så optræder jeg så skræmt
og hjælpeløst. Jeg er et fjols.
1:43:06
Du får det bedre,
hvis du sætter dig ned.
1:43:10
Jeg har aldrig været god til mennesker.
1:43:12
Og når det drejer sig om at berolige
en traumatiseret 19-årig, -
1:43:15
- er jeg lige så nyttig som en
Parkinson-ramt hjernekirurg.
1:43:19
Det har altid været dig, Hartigan.
1:43:22
I alle de år.
1:43:26
Det siger du kun,
fordi du er nervøs.
1:43:29
Du er udmattet.
Du trænger til søvn.
1:43:32
- Sov sammen med mig.
- Hold op, Nancy.
1:43:35
Otte år. Hvorfor tror du,
jeg blev ved med at skrive?
1:43:41
Det var ikke ren og skær
taknemmelighed.
1:43:44
Jeg prøvede at forelske mig i drengene.
Jeg troede, det lykkedes et par gange.
1:43:49
Men jeg var allerede forelsket.
I dig.
1:43:53
Det er nok. For pokker! Jeg er gammel
nok til at være din bedstefar.
1:43:58
- Du er bare skræmt.
- Jeg er ikke skræmt.