:29:01
- Jeg klarede det.
- Det vidste jeg.
:29:03
De vidste, jeg kunne. Jeg vidste det ikke.
:29:05
Men jeg gjorde det.
Jeg flyttede alle Deres aftaler.
:29:08
Jeg sagde, De skulle til tandlæge.
Det blev de glade for.
:29:11
Jeg kan altid regne med Dem,
når det kniber.
:29:14
Hvis De ikke skal bruge mig længere,
så tager jeg hjem.
:29:18
Jeg tager den.
:29:27
Hallo?
:29:29
Bare rolig. Du skal nok møde hende.
:29:36
- Frøken Dickinson.
- Ja, doktor?
:29:41
Har De travlt her til aften?
:29:42
Næ, doktor, hvis der er noget,
jeg kan gøre for Dem.
:29:46
Jeg tænkte, De måske ville
have en drink sammen med mig.
:29:54
Inviterer De mig ud?
:29:57
Hvorfor? Er der andre inde i det skab?
:30:06
Jeg forstår ikke.
:30:08
Det er da helt naturligt for en læge
at invitere sin sygeplejerske ud.
:30:12
Efter ti år er dette første gang,
De inviterer mig ud.
:30:17
Bedre lidt sent end lidt aldrig.
:30:30
Og jeg blev pludselig klar over,
at jeg ikke anede...
:30:36
hvordan Deres liv er uden for kontoret.
:30:39
Fortæl mig om Stephanie Dickinson,
civil person.
:30:43
- Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.
- Det er et godt sted.
:30:47
- Jeg bor i Jackson Heights.
- Så meget ved jeg.
:30:49
- Alene?
- Ja.
:30:52
Nej, jeg bor sammen med min søster Anna,
hendes mand og deres to drenge...
:30:56
og en bulldog, der hedder Max.
:30:58
- Det lyder hyggeligt.
- Ja. Jeg kan godt lide store familier.