:22:10
Da Michael døde, var Erica kun fem år.
:22:16
Jeg lovede hende...
:22:20
...at uanset hvad, så ville hun altid
komme i første række. Jeg svigtede hende.
:22:26
Jeg havde for travlt med arbejdet til at opdage,
hvad der foregik.
:22:35
Du må holde op med at tænke sådan.
Jeg har selv prøvet det.
:22:39
Du bebrejder dig selv,
men det er ikke din skyld, at Erica døde.
:22:45
Det var narkoen.
:22:49
Jeg er så vred!
:22:54
Jeg føler mig så hjælpeløs. Jeg vil gøre noget.
:22:58
Men jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre.
:23:04
Du er skribent. Skriv om det.
:23:07
Fortæl folk om narkoen.
Skriv om det igen og igen.
:23:18
- Hvad ville du skrive om?
- Narko.
:23:22
- Åh, Karen. Alle...
- Ja, det er personligt. Derfor må jeg gøre det.
:23:28
Jeg vil vide, hvorfor hun døde,
og hvem der står bag.
:23:31
Ingen gider at læse det.
Alle tager stoffer, ikke bare junkier på gaden.
:23:37
Rige folk, middelklassefolk,
læger, sekretærer...
:23:40
Sådan er det i dag, Karen. De gider ikke at læse
om det. Alle ved det, men de er ligeglade.
:23:47
- Så må vi vække deres interesse.
- Helt ærligt, Karen.
:23:50
Det er vigtigt for mig, Pat.
:23:53
Godt. Men hold mig underrettet.
:23:56
Strisserne skal ikke finde dit lig i en gyde,
er det forstået?