1:32:01
Ja. Helt alene.
1:32:04
Og jeg ville lære at grine.
1:32:10
Hvorfor var jeg ikke sjovere,
da Mitch levede?
1:32:13
Men så slog det mig.
Det tager tid at være sjov...
1:32:17
og det tager tid
at trække glæde ud af livet.
1:32:23
Så jeg meldte mig til et komikerkursus.
1:32:28
Den er god nok.
1:32:31
Jeg var den ældste. Tak.
1:32:35
Og vi skulle fortælle en historie.
1:32:38
Noget sandt.
Noget, vi virkelig havde oplevet.
1:32:41
Så jeg gik op og fortalte om min mand...
1:32:47
og den kærlighed, han efterlod.
1:32:54
Et par dage efter Mitchs død...
1:32:56
gik jeg gennem haven
og fik øje på naboen...
1:33:00
som var en meget nær ven
af Mitch, Bob...
1:33:04
og han så mig gå ind ad havelågen...
1:33:08
og sagde: "Det gør mig frygtelig ondt."
1:33:12
Og jeg vidste, at han også
havde brug for at mærke det tab...
1:33:16
og dele det, og jeg ville hjælpe ham.
1:33:19
Han lagde armene om mig
og krammede mig...
1:33:23
og hans favntag blev stærkere.
1:33:26
Omsider var der en,
der virkelig var ked af det her.
1:33:33
Og så...
1:33:36
mærkede jeg noget andet.
1:33:51
Noget stort.