:03:17
- Du er spartaner igen.
- Leonidas lod mig være med i hæren.
:03:21
- Du må have gjort noget fantastisk.
- Kun, hvad enhver spartaner ville gøre.
:03:25
- Hvordan har du det nu?
- Min feber er forsvundet.
:03:28
Gamle Toris kogte urter til mig.
Hun er så venlig.
:03:32
Jeg kan se på dig igen.
Jeg skammer mig ikke længere.
:03:35
Jeg har aldrig skammet mig over dig.
Jeg vidste, du er en god soldat.
:03:41
- Men...
- Ja?
:03:43
Jeg har betragtet Samos og Toris.
De er gode, simple folk.
:03:48
De kender ikke til hæder og ære.
:03:51
Men Toris ved, at hver nat
vil hendes mand sove ved hendes side.
:03:55
De lever for sig selv.
De gør ingen fortræd.
:03:59
Er det en forbrydelse
at ville leve i fred?
:04:03
Nej. Men du bør ikke sige den slags.
:04:06
- Du gav mig selv skjoldet.
- Det ved jeg.
:04:10
Jeg ved, at for en spartaner
er livet en forberedelse på døden.
:04:15
Men hvorfor skal vores kærlighed
trampes ned i snavs og blod?
:04:20
Vi må være klar til at dø for vores land.
Men vi behøver ikke dø.
:04:26
- Jeg vil leve og komme sejrrig til dig.
- Så du fjenderne?
:04:31
I er kun 300.
:04:33
Vi har mænd fra andre byer. Gode mænd.
:04:36
Alle forventer, at spartanerne dør først.
:04:39
- Hvorfor er spartanerhæren ikke ankommet?
- De kommer.
:04:42
- Hvornår?
- Det ved jeg ikke, men de vil komme.
:04:46
Vores folk vil ikke lade os i stikken.
:04:56
- De heste tilhører Leonidas.
- Min tantes tjener rider dem.